Palæobrød

Så hoppede jeg også med på bølgen -umiddelbart hænger det jo ikke helt vildt godt sammen at elske at bage og så lave noget uden kulhydrater… Men hårdt presset måtte jeg kaste mig ud i det. Og her er så palæobrødet, fyldt med kerner og nødder og æg -masser af mæthed og protein (og slet ikke noget mel eller sukker, helt ny verden for mig). Jeg må jo indrømme, at det faktisk smager rigtigt godt! Det er kalorietungt, men mætter som sagt også rigtigt godt, så vi spiser som kun en enkelt skive som en del af morgenmaden.

Jeg brugte opskriften fra Helse, det er fra Thomas Rhodes opskriftsbog. Det er ret let at lave, men man skal lige på en lille indkøbstur først. Jeg havde i hvert fald ikke ALLE nødder og kerner i skabene, selvom jeg plejer at være velassorteret.

image

Det bliver ganske dyrt med alle de rigtige nødder og kerner. Denne gang holdt jeg mig (næsten) helt til opskriften, men jeg vil nu godt turde at freestyle lidt og erstatte eksempelvis pinjekerner med flere solsikkekerner. Der er brugt andefedt og ikke olivenolie, som man ellers ser i de fleste opskrifter. Det giver en fin smag, men man skal selvfølgelig kunne lide and… Og ellers kan man bare bruge sin gode olie fra hylden.

Her kommer opskriften, som jeg lavede den:

Palæobrød

6 æg

200 gram hørfrø

100 gram pinjekerner

100 gram solsikkekerner

2 løg – grofthakket og karamelliseret i lidt af fedtet

30 gram bacon – skåret i fine stifter og stegt sprøde i lidt af fedtet

10 gram havsalt

6-8 finthakkede enebær (jeg brugte en morter)

3-4 kviste frisk timian – pluk bladene af stænglerne

75 gram grofthakkede macadamianødder

75 gram grofthakkede paranødder

75 gram grofthakkede mandler

75 gram grofthakkede cashewnødder

75 gram grofthakkede valnødder

75 gram grofthakkede pekannødder

100 gram hønse-/andefedt eller klaret smør – gem lidt til formene

Forvarm ovnen til 175 grader. Bland æg, æggehvide, frø og kerner sammen med løg, bacon, enebær og timianblade og rør det ‘sejt’ med salt. Rør de hakkede nødder i massen sammen med fedtstoffet og kom massen i to smurte forme, gerne silikoneforme. Bag brødene i ovnen i 35-45 minutter (de skal have en centertemperatur på ca. 72 grader) og vend dem straks ud på en bagerist til afkøling.

Masser af nødder og kerner -masser af mæthed!

Masser af nødder og kerner -masser af mæthed!

Knækbrød

Det er virkeligt lækkert med hjemmebagt knækbrød, og det tager som i ingen tid at røre dejen sammen! Det slår altså købe-knækbrød med flere længder...

Det er virkeligt lækkert med hjemmebagt knækbrød, og det tager som i ingen tid at røre dejen sammen! Det slår altså købe-knækbrød med flere længder…

Den anden dag havde jeg en ufravigelig aftale med mig selv (og min kæreste) om at skulle løbe, når vi kom hjem fra arbejde… Først skulle vi liiiige slappe lidt af, og pludseligt var der skybrud i København! Altså som i kæmpestore regndråber, hvor man ville blive gennemblødt af at blive ramt af en enkelt. Løbeturen blev udsat… Og sjovt nok blev den pludseligt blev meget mere tiltrækkende, når man ikke selv bestemte, at det ikke skulle være lige nu.

Hvad gør man så på en regnvejrseftermiddag? Man bager selvfølgelig -for at opveje for den manglende løbetur, blev det dog ikke kage, men i stedet knækbrød. Jeg har efterhånden været på et par af Meyers madkurser, og opskriften er fra Meyers Bageskole Vol 1, og jeg kan kun anbefale det. Jeg drømmer om at komme på vol 2 og på rugbrødskurset… Knækbrødet kan bages med de frø og kerner, man lige har ved hånden. Jeg har ikke prøvet med mandler og nødder endnu, men hvis man hakker dem, så er det helt sikkert også et hit.

Man kan eventuelt erstatte noget af melet med rugmel, men her får I den helt klassiske opskrift:

Meyers knækbrød:

1 dl solsikkekerner
½ dl havregryn
½ dl hørfrø
½ dl græskarkerner
1 tsk salt
2 dl hvedemel
½ dl olie
1 dl vand
Alle ingredienserne røres sammen. Kom dejen ud på et stykke bagepapir, og kom et stykke ovenpå også, rul dejen ud til en tynd plade (den skal fylde det meste af bagepapiret, så passer tykkelsen).
Bag i 20-25 minutter ved 180 grader varmluft, til det er let gyldent. Lad knækbrødet køle af på en rist.
Hvis man vil have pæne stykker, skal man skære dejen ud, inden den bages. Hvis man er mere til det rustikke, så kan man knække knækbrødet i stykker efterfølgende (det ses nok ret tydeligt, at jeg har gjort det sidste…Og jeg har endda snydt og taget de pæneste stykker til billedet)

PS: vi kom ud at løbe om aftenen -vejret var helt perfekt, og der var ikke helt så meget mudder som frygtet!

Helt tyndt udrullet, på vej til ovnen

Helt tyndt udrullet, på vej til ovnen

Og nybagt og sprødt, klar til at blive knækket

Og nybagt og sprødt, klar til at blive knækket

Ikke kun kage

Carboloading og minus kød op til stævne. Det smagte fantastisk, hvis jeg selv skal sige det! Brødene var rester fra en anden dag -der skal nok komme opskrift på dem også

Carboloading og minus kød op til stævne. Det smagte fantastisk, hvis jeg selv skal sige det! Brødene var rester fra en anden dag -der skal nok komme opskrift på dem også

Selvom man måske godt kan få tanken, at jeg kun lever af kage, så får jeg altså almindelig mad også -og for det meste nogenlunde sundt. De sidste dage har menuen været lidt præget af, at jeg i går gennemførte mit første rigtige triathlon på en kvart ironmandistance (for de uindviede -det har jeg selv været indtil for nylig) er det 950 m svøm, 45 km cykling og 10,605 km løb). Kloge hoveder har fortalt mig, at man skal carboloade og skære ned på kød og kaffe dagene op til et stævne. Så min kæreste var tvangsindlagt til et par dage som vegetar. Faktisk tror jeg nu, at grøntsagslasagne her faldt fint i hans smag -selvom han pointerede, at vi jo havde hakket kød i fryseren 🙂 Opskriften er ganske ligetil, skær alle de grøntsager, der er i køleskabet i små tern, svits løg, hvidløg og chili i varm olie igen gryde og kom de hakkede grøntsager i. Kom 1-2 dåser hakkede tomater, lidt vand og en bouillonterning ved og lad det simre.

Jeg lavede pastapladerne selv, men hvis det skal være nemt, kan man jo bare købe dem. Det giver nu noget helt andet med de hjemmelavede, og hvis man har en pastamaskine, er det overraskende nemt.

Til min portion (4 personer) var der rigeligt plader med denne opskrift

2 æg

200 g mel (jeg brugte halv durummel, halv alm hvedemel)

1 tsk salt

2 tsk olivenolie

kom mel i en skål og lav en lille fordybning. Slå æggene ud i fordybningen og kom resten i. Pisk melet ind i æggene med en gaffel og ælt videre i hånden, til du har en fast og smidig dej. Pak dejen i folie og lad den hvile 30 minutter i køleskabet. Rul den ud til plader på pastamaskinen, eller hvis du er helt autentisk med kagerullen. Konsistensen bliver helt fantastisk 🙂

Min første Triathlon-medalje :-)

Min første Triathlon-medalje 🙂

Dagen i dag bliver tilbragt på sofaen med god samvittighed! Benene er lidt ømme, selvom jeg havde frygtet værre. Det er nu kun godt, for i aften skal jeg til 30 års fødselsdagsfest! Fødselsaren blev 30 i går og fejrede det med vores fælles triatlon-debut med en super god tid -rimeligt blæret! Så i morgen bliver nok også tilbragt på sofaen…

God weekend!