chaikage med mango

image

Hermed fødselsdagskage nr 2 -inspirationen til denne kommer fra Den Store Bagedyst, hvor der i et af de første afsnit blev lavet en roulade med chai-mousse. Det var en helt fantastisk ide, så jeg satte mig for at prøve det af. Jeg kan godt afsløre, at det tog et par forsøg, før jeg fik en mousse, der var helt rigtigt -men her kommer den. Kagen består af chokoladekage, mangosyl og chaimousse og med et drys af kanel og hvid chokolade på toppen. Måske lidt juleinspireret, men her i snevejret kan en krydret kage også give varme og smil!

Chaikage med mango:

Chokoladekage

100 g mørk chokolade

100 g smør

100 g sukker

2 æg, delt i blommer og hvider.

Hak chokoladen groft. Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk sukker og æggeblommer til en tyk æggesnaps. Rør chokoladesmørret i æggesnapsen med en ske. Pisk æggehviderne stive og vend dem i chokoladeblandingen. Spænd bagepapir ud over bunden på en 20 cm springform og smør den med lidt fedtstof. Hæld dejen i formen og bag bunden ved 175 grader i 25 minutter. Lad bunden køle helt af.

Mangosylt:

En halv mango

0,5 dl vand

1 lime

2 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand. Frugtkødet fra en halv mango skæres i tern (uden skræl) og koges mørt i 5-10 minutter med 0,5 dl vand og lidt limesaft. Lad det køle lidt af og blend det til en ensartet masse. Klem vandet fra husblas og smelt det (enten i det resterende vand eller i lidt limesaft, jeg gør altid det sidste). Hæld forsigtig den smeltede husblas i mangopuréen, det er vigtigt, at den ikke er blevet helt kold, for så skiller det. Laver du mangopuréen dagen før, kan den lige lunes. Når det er kølet lidt af, hældes det over chokoladebunden, og køler af, til det har sat sig (ca 1 time)

Chaimousse:

2, 5 dl fløde

2 blade husblas

50 g hvid chokolade

1 æg

1 spsk sukker

2 kanelstænger

10 kardemommekapsler

10 peberkorn

10 nelliker

1/2 vanillestang

lidt frisk ingefær

1 spsk sort te (jeg brugte earl grey)

Kog fløden med krydderier og te i nogle minutter. Den skal tage lidt farve fra teen. Si krydderierne fra og lad den køle helt af i køleskabet med film over. Tag 0,5 dl fløde fra, varm det op i en kasserolle. Smelt imens den hvide chokolade over vandbad, og udblød husblas i koldt vand. Tag fløden af varmen og smelt husblas deri. Kom fløden over i den smeltede hvide chokolade. Pisk æg og sukker, kom chokolade-flødeblandingen i. Pisk resten af fløden til skum og vend det i æggeblandingen.

Lad moussen sætte sig en smule, inden den kommer på bunden. Kagen skal hvile i hvert fald et par timer i køleskabet, gerne natten over. Jeg dryssede et fint lag kanel over og kom hvid chokoladespåner på (kartoffelskrællerne kan også bruges til kagepynt!)

Og så er der kage! Det er lidt omstændigt, men det er mest fordi, de forskellige lag skal sætte sig. Så hver især tager punkterne ikke lang tid, men kagen skal man gå i gang med dagen før, man skal bruge den!

image

 

Efterårsboller

lune efterårsboller

lune efterårsboller

Det er ved at være mørkt både om morgenen og om aftenen, jeg fryser om fingrene på cyklen, og det blæser rimeligt meget… Det er blevet efterår! Og selvom jeg elsker sol og varme, så kan jeg faktisk også ret godt lide efteråret. Særligt når luften er kølig og frisk, himlen er blå, og det blæser (lidt, ikke for meget).  Efterår giver mulighed for indendørshygge med te, stearinlys og nybagte boller. På en eller anden måde har man ligesom fortjent det, når det er koldt og blæsende udenfor!

Efterår (i hvert fald det tidlige) giver også æbler fra haven. Jeg fik en posefuld med af min svigermor for et par uger siden, og de skulle til at bruges nu. Det blev til efterårsboller med revne æble og hasselnødder. Æblerne smager ikke helt vildt igennem, så de kan sagtens bruges som alle andre boller, men de fungerer også rigtigt godt som en lidt sødere bolle med ost. Hvis man vil gøre bollerne mere til den søde side, så kom æblejuice i i stedet for kærnemælk og tilsæt en spiseskefuld honning. Her kommer opskriften, som jeg lavede den:

Æbleboller:
6-10 æbler (afhængig af størrelsen)
150 g havregryn
½ l vand
2½ dl kærnemælk
10 g gær
1 dl surdej
15 g salt
125 g hasselnødder.
150 g rugmel
500-600 g hvedemel

Kog havregryn og vand til grød (et par minutter), og lad den køle af. Fjerne kernehuset fra æblerne, og rivdem, de behøver ikke at blive skrællede. Hak hasselnødderne.
Kom havregrøden i en stor skål med kærnemælken, tilsæt gær og surdej og opløs det i grøden. Tilsæt salt, nødder og rugmel. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Alt efter hvor meget saft der er i æblerne, kan der skulle bruges mere (jeg kan afsløre, at jeg gik i gang med projektet uden at tjekke hvor meget mel, der var… Jeg brugte rub og stud, og det ville ikke have gjort noget med 100 g mere)
Lad dejen hæve køligt i 6-12 timer. Lad dejen ”få varmen” og form boller. Da min dej var rimeligt våd, brugte jeg to skeer til at forme bollerne direkte fra skålen og på en bageplade. Ikke noget med fine runde boller her… Bag dem i 15-20 minutter ved 190 grader.

Selvom dejen ikke var helt, som jeg havde forestillet mig, så blev bollerne nu rigtigt gode alligevel! Og jeg scorede billige point hos kæresten med nybagte boller til morgenmad i weekenden…

klar til weekendens morgenbod (der også bød på blødkogte æg og masser af kaffe)

klar til weekendens morgenbod (der også bød på blødkogte æg og masser af kaffe)

Kanelbullar

Kanelbullar i smukke svenske omgivelser (tak for billedet Line). Det er min svigermor, der har plukket de fine blomster.

Kanelbullar i smukke svenske omgivelser (tak for billedet Line). Det er min svigermor, der har plukket de fine blomster.

Ingen tur til Sverige uden kanelbullar! Her de hjemmebagte (og for nu at sige det selv -helt fantastiske) af slagsen. Når man er på miniferie i Sverige, er det næsten en selvfølgelighed, at man skal spise kanelbullar. Jeg har desværre tidligere mest prøvet en meget tør en fra en lufthavn og selvfølgelig fra IKEA… Men så må man jo se, om man kan gøre det bedre selv, og faktisk er det slet ikke svært, og vi blev bestemt ikke skuffede. Sjovt nok, så er perlesukker åbenbart ikke helt det samme i Danmark og i Sverige, herhjemme ligner det almindeligt sukker, bare lidt større, mens det i Sverige mest ligner flormelis i stor størrelse. For at sikre mig at kunne lave “rigtige” svenske kanelbullar herhjemme også, har jeg selvfølgelig sørget for at nogen har købt ekstra med hjem til mig (tak, Line) -men jeg er nu sikker på, de smager godt med dansk perlesukker også 🙂 Jeg har tilpasset opskriften udfra Frk Kræsen og opskriften på melposen fra ICA (hvor det mærkeligt nok hedder vetebullar?). I får opskriften, som jeg lavede den:

Kanelbullar:

Dej:

10 g gær
3 dl mælk
50 g smør
½ dl sukker
1 tsk salt
8 dl hvedemel

Fyld:

100 g smør
1 dl sukker
2 spsk kanel

1 sammenpisket æg til pensling

Rør gær ud i mælken, tilsæt sukker og salt. Tilsæt smørret i små klumper, det bliver æltet ud, når melet æltes i. Ælt langsom melet i, hold lidt tilbage til senere. Ælt dejen i ca 10 minutter, og lad den hvile i 2-3 timer (hvis det skal gå hurtigere, kan man bruge 25 g gær og nøjes med en times hævning).
Når dejen har hævet, kommes den ud på et meldrysset bord. Rul dejen med en kagerulle til et rektangel.
Rør smør, sukker og kanel sammen og fordel det på dejen (det blev lidt klistret, men det lykkedes). Rul dejen sammen som en roulade, og skær den ud til omkring 20 kanelbullar. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve, mens ovnen varmes op til 250 grader. Pensl med sammenpisket æg og drys med perlesukker. Bag dem i 5-8 minutter og nyd duften af kanel (og smør)…

Man kan eventuelt bage kanelbullarne i papirforme, så går intet af fyldet til spilde! Vi havde ikke lige nogle, så det blev uden.

helt tæt på en kanelbullar -se det meget hvide svenske pärlsocker, det gør et eller andet for udseeendet!

helt tæt på en kanelbullar -se det meget hvide svenske pärlsocker, det gør et eller andet for udseeendet!

Fridag…

Blød og sprød på én gang. Nybagt og en tur på brødristeren...

Blød og sprød på én gang.
Nybagt og en tur på brødristeren…

Som lovet opfølgning på hvederne fra i går… Og en enkelt til morgenmad i morges… Projekt ‘lad dejen hæve i 24 timer, så man kan nå det hele’ lykkedes! De smagte helt, som de skulle. Opskrift i indlægget fra i går.

Det var en lidt travl dag med svømning inden arbejde og træning efter arbejde, så hvederne var bestemt fortjent, og de blev nydt tilsvarende. En af fordelene ved gærdej er det med, at det meste kan gøres klart på forhånd og så kan hævetiden tilpasses lidt efter ens program. Det er sikkert ikke helt rigtigt, hvis man spørger nogen, der har forstand på det -men det fungerer for mig, og så er det altså fint for mig.

I dag står den på fødselsdagsfejring af to af mine niecer og en helt masse arbejde… Selvom kalenderen siger helligdag, så har jeg en del, der skal nås i løbet af weekenden -men med en kop kaffe (læs: en kande) kommer man langt. Og når man så har snacks, høj musik og sidder i nattøj, så føles det lidt som fri alligevel.

Hav en dejlig miniferie!

Hjemmearbejdsdag på en helligdag -forsødes helt klart af kaffe og snacks!

Hjemmearbejdsdag på en helligdag -forsødes helt klart af kaffe og snacks!