Citron-hindbær kage

Fødselsdagskage nr 1 -more to come

Fødselsdagskage nr 1 -more to come

 

 

For et par uger siden havde jeg fødsesldag -og det blev fejret på bedste vis med masser af kage!! Jeg udfordrede mig selv og bagte tre forskellige kager (og levede af kage et par dage derefter…) og inviterede til tøsehygge med bobler og kage.

Den første kage er inspireret af HC Andersen kagen hos La Glace. Jeg har ikke smagt den, men kiggede menukortet igennem, da jeg skulle finde på kager til min fødselsdag -og den lød virkeligt god! Og det blev den også.
Hos La Glace er den beskrevet som: “H.C. Andersens kage består af en klassisk citronfromage og en moderne hindbærcreme med stjerneanis lagt på en saftig nøddebund”.

Min version blev med mandelbunde, hindbærcreme og citronfromage. Sød, blød og lidt syrlig på én gang, mums.

Mandelbunde:
3 æggehvider
3 æggeblommer
1 helt æg
100 g sukker
150 g mandler
1 tsk mel

Pisk æggeblommer og det hele æg med 75 g af sukkeret, til det er lydt og skummende. Pisk æggehviderne stive, men de sidste 25 g sukker gradvist tilsættes. Vend mel og finthakkede mandler i (ikke mandelmel, men finthakkede).
Kom dejen i en (meget) velsmurt springform, diameter 24 cm. Bages i 40-45 minutter ved 150 g. Lad kagen afkøle, inden den deles i to. Jeg skar lidt af toppen af, så begge bunde blev flade. Den ene bund skæres til, så den har en diameter på ca 20 cm (jeg lagde en tallerken på og skar rundt om den). Læg den store bund på serveringsfadet (gerne med bagepapir under) og en kagering med konditorplast eller lignende omkring kagen.

Hindbærsmør:
Saft:
250 g hindbær
1 spsk sukker

Hindbær og sukker koges sammen, saften sies fra og gemmes.

2 æg
50 g sukker
50 g smør
2 blade husblas

Pisk æg og sukker lyst og skummende. Udblød imens husblas i koldt vand. Varm hindbærsaften op, smelt husblassen deri og tag den af varmen. Tilsæt smørret. Når smørret er smeltet og saften kølet lidt af, piskes den i æggeblandingen. Hæld hindbærcremen over den store bund. Den er ret flydende, og det er derfor, det er vigtigt med kagering og konditorplast. Stil kagen i køleskabet i en en times tid eller lidt mere, til hindbærcremen er stivnet. Læg den lille kagebund over.

Citronfromage (opskrift tyvstjålet fra Brdr Price, men hvorfor ændre på noget, der fungerer…)

4blade husblas
3 æg
100 g sukker
Revet citronskal af 2-3 citroner
1 dl citronsaft
2,5 dl piskefløde

Udblød husblas i kold vand, alt imens æg og sukker piskes lyst. Varm en smule af citronsaften op, og smelt husblas deri. Bland den kolde citronsaft i, mens du pisker, tilsæt den citronskal.
Rør citronsaften med husblas i æggemassen. Vær grundig med piskeriset. Pisk fløden til skum og vend flødeskummet i massen.
Kom fromagen over kagen og sæt på køl i mindst 3-4 timer.
Jeg fik tyller i fødselsdagsgave af min veninde, og de blev indviet ved, at hun pyntede kagen med lyserød flødeskum -totalt tøsefest.
Det tager lidt tid at lave kagen med alle del-projekterne, så man skal lige have læst opskriften igennem en ekstra gang, så man ikke bliver overrasket.

 

Nøddebund med bær

Vi har jo en tema-madklub, og denne gang var det vores tur til at stå for temaet… Vi trak rød, og så måtte vi i gang med at være kreative. Til forret blev det til tatar, hovedretten stod på bøffer (så røde som man nu ønskede dem) med rødvinssauce og salat af rødt spidskål (og rødbedebrød -opskriften på det kommer snart). Og desserten blev denne lækre sommerdessert med masser af røde bær -den bliver garanteret også fantastisk med blåbær, solbær og brombær, men nu var temaet jo ligesom rødt… Vi var i kolonihaven for at trække alt ud af sommeren, og menuen passede perfekt til at sidde i udestuen med stearinlys og hygge.

Rød sommerkage -på en sommeraften i kolonihaven

Rød sommerkage -på en sommeraften i kolonihaven

Sommerkage:

Nøddebund:

 

3 æg
225 g sukker
200 g nødder
1 tsk bagepulver
75 g mariekiks
7 g salt
vanilje

Creme:

2,5 dl piskefløde
2 dl cremefraice
lidt sukker
1 vanillestang
masser af bær

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Vend hakkede nødder, knuste kiks, salt og bagepulver i. Kom dejen i en smurt springform og bag ved 180 grader i 15-20 minutter.

Lad bunden køle helt af.

Pisk fløden til skum, mos vanillekorn med lidt sukker og tilsæt sammen med cremefraiche. Rør cremen sammen og fordel den udover nøddebunden. Pynt med masser af friske bær. Så er der rød sommerdessert for alle pengene!

image

Blåbærtærte

Blåbærte i det grønne

Blåbærtærte i det grønne

Som lovet, så kommer der flere fødselsdagsopskrifter… Vi fejrede kærestens fødselsdag i kolonihaven med hele familien fredag aften. Solen skinnede, humøret var højt -og der var næsten mad nok… Vi serverede flæskestegssandwiches, og det faldt i utroligt god jord. Så det var lige før, vi blev spist ud af huset, men heldigvis var der også dessert. Da jeg var i Sverige tidligere på sommeren, havde jeg store planer om at bage blåbærtærte, men der var ikke rigtigt så mange modne blåbær. Så planen blev midlertidigt droppet, men nu blev den genoplivet. Blåbærbuskene i kolonihaven giver faktisk rigtigt godt i år, men jeg bagte nu med frosne bær -og så spiste vi de friske til i stedet. Det er en ret stor portion, jeg bagte 1 stor tærte og 2 små, og der var lige lidt nok af dejen. En halv portion passer til en almindelig tærteform.

500 g hvedemel
2 spsk sukker
1 nip salt
300 g smør, meget koldt
2 æg

Skær det kolde smør i små tern og bland det ud i melet, til det har en grynet konsistens. Kom sukker og salt i. Tilsæt æggene og saml hurtigt dejen uden at ælte for meget. Lad dejen hvile i køleskabet i mindst en halv time (min stod natten over).

Blåbærfyld
750 g blåbær (optøede og afdryppede)
140 g rørsukker
4 spsk maizena
evt lidt citronsaft

Bland sukker og maizena sammen og tilsæt derefter skyllede blåbær og citronsaft. Rør rundt indtil det hele er godt blandet.

Del tærtedejen op, så der  er to lige store dele til hver tærteform. Rul den ene halvdel tyndt ud (bedst mellem to stykker bagepapir og med rimeligt meget mel). Der skal helst være ca 2 cm ekstra hele vejen rundt. Kom bunden over i en godt smurt tæreform. Kom fyldet i.

Rul den anden halvdel af tærtedejen ud, skær i strimler (ca. 2 cm tykke). Hvis du er kreativ, kan du flette et mønster ovenpå blåbærene. Det kunne jeg ikke, dejen smuldrede lidt for mig, så der kom bare et gitter på tærterne. Skær det overflødige af, og buk derefter de 2 ekstra centimeter fra bunden rundt om enderne og tryk godt sammen hele vejen rundt. Hvis de der 2 ekstra cm ikke lykkedes, så kan man bruge noget af det overskydende dej til at lave en kant hele vejen rundt (det blev løsningen for mig, jeg kunne ikke helt finde ud af det med at lave bunden så meget større).

Ikke helt lige linjer... Og for lidt dej til at kunne lave gitter på begge led. Men den smagte virkeligt godt, og det er jo det vigtigste!

Ikke helt lige linjer… Og for lidt dej til at kunne lave gitter på begge led. Men den smagte virkeligt godt, og det er jo det vigtigste!

Pensl med mælk eller æg og dryk med lidt rørsukker.

Bag i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 30-40 minutter. Tærten er færdig når fyldet bobler og dejen er gylden og lækker.

Tag tærten ud af ovnene og lad den køle af til stuetemperatur på en rist. Server med en kugle god vaniljeis til.

Det er en dessert, der passer både til sommer og efterår (så solskin og blæsevejr i kolo var den helt rigtige kombi).

Pæretærte

Vi havde den dejligste weekend i sidste uge -fredag aften med god mad og et glas vin (okay, det blev vist til 3…) og afslapning på sofaen. Måske er det alderen, der melder sig, men jeg nyder mere og mere at have en stille og rolig fredag, og så er jeg klar til weekend lørdag. Lørdag blev tilbragt med min kærestes familie, og søndag stod den på grill med nogle venner. Vi havde fået til opgave at medbringe grill-kul og hjemmebagt kage. Vi havde tidligere på ugen fået frugt fra aarstiderne, og der var et par pærer i, der snart skulle bruges. Egentligt havde jeg tænkt mig at bage en kage med pære og chokolade, inspireret af denne. Men min kæreste mente, at det skulle være helt klassisk gammeldags pæretærte (og så blev det selvfølgelig det…). Hvis man har en yndlingsopskrift på mørdej, kan man selvfølgelig bare bruge den.

En lille blomst af pærer

En lille blomst af pærer

Pæretærte

150 g. smør
240 g. mel
125 g. sukker
kornene af en halv vanillestang
1 æg
Evt. 1 spsk. vand
4 modne pærer (eller 8 halve pærer fra dåse)

100 g hakket chokolade (ikke alt for mørk, så dominerer smagen for meget)
2 spsk. sukker

Smuldr smør i melet til det ligner grov rasp. Bland sukker og vanillekorn i, og saml hurtigt med ægget og evt. lidt vand. Dejen skal kun samles – ikke æltes. Stilles i kølesskab mindst 1 time, gerne natten over. Del dejen i to, rul den ene ud (letteste mellem to stykker bagepapir, hvor der er drysset mel udover). Læg den, så den dækker bund og kanter af et smurt tærtefad.

Forbag bunden blindt (det betyder, at man kommer et stykke bagepapir over bunden og kommer tørrede bønner eller lignende i) i 10 minutter ved 200 grader. Fordel den hakkede chokolade på bunden, og pensl bunden, efterhånden som chokoladen smelter.

Hvis du bruger friske pærer, skal de skrælles, og kernehuset fjernes. Jeg skar mine i kvarte, men halve er nok mere almindeligt. Læg pærerne med den brede ende ud mod kanten og spidsen ind mod midten -mønsteret bliver ret tydeligt gennem den øverste dej, så det kan betale sig at gøre sig umage. Rul den anden klump dej ud, dæk pærerne og tryk godt sammen i kanten.

Pensl med vand og drys med sukker. Bages i ca. 20 min midt i ovnen ved 200 grader.

Server tærten lun med creme fraiche. Vi brugte 38%, jeg havde faktisk helt glemt, hvor tyk og cremet det er. Det smagte ganske godt, kan jeg afsløre…

Fint mønster under kagelåget (vildt godt udtryk, kagelåg)

Fint mønster under kagelåget (vildt godt udtryk, kagelåg)

Dessert på bål

Så er det sidste bål-indlæg… Men I skal ikke snydes for desserten -noget af det letteste, det er helt simpelt, men det smager dejligt! Bagte bananer med chokolade…

Man tager en banan pr person (eller flere, alt efter hvor sulten man er) skærer et snit på langs igennem skrællen og kommer chokolade ind i snittet. Det letteste er pålægschokolade, men man kan jo godt opgradere (det gjorde vi, kan jeg afsløre). Snittet skal være i fordybningen af bananen, hvis det hedder det.

Bananerne pakkes ind i sølvpapir, lægges på bålet i 5-10 minutter, og så er der serveret. De kan spises med en ske direkte fra skrællen, hvis man vil gøre det lidt mere luksuriøst, kan man spise dem med flødeskum. Vi havde bare allerede brugt fløden til noget andet 🙂

Bananerne efter en tur på bålet... Igen, det er ret fedtet, så der om heller ikke et billede af, hvordan de ser ud indeni. Det er ikke den visuelt mest indbydende dessert, men det er ret hyggeligt!

Bananerne efter en tur på bålet… Igen, det er ret fedtet, så der kom heller ikke et billede af, hvordan de ser ud indeni. Det er ikke den visuelt mest indbydende dessert, men det er ret hyggeligt!

Svensk kagelykke

I weekenden var vi til surprise-fødselsdagsweekend for en god ven. Han blev 40 år i foråret, men fik “hugget” sin fødselsdag, da både hans datter og svigermor havde fødselsdag cirka på samme tid. Så han fejrede sin 40 års fødselsdag med 1-års fødselsdag for den lille pige og svigerfamilien. Det var ikke helt nok, synes hans kæreste, så hun arrangerede i al hemmelighed en weekend med mountainbike og sommerhushygge. Jeg tror ikke, han havde gennemskuet noget som helst, så han blev lidt overrasket, da stuen pludseligt var fyldt med mennesker til morgenmad.

Mens drengene tog afsted på mountainbike, tog pigerne i Bilka (sammen med resten af Aalborg) og købte stort ind -man kan jo få ALT i Bilka! Det er helt vildt, på et tidspunkt blev vi væk fra hinanden, og det var ret så svært at finde hinanden igen… Men det lykkedes, og vi fik lavet dejlig mad, hvis vi selv skal sige det.

Til dessert fik vi denne svenske kladdkaka (chokolade-kage), som er helt perfekt. Opskriften er stærkt inspireret af CuteCarbs, og jeg har bagt den nogle gange -hver gang er den spist med stor begejstring. Den kom et par timer i fryseren for at få den helt karamel-agtig, men det gjorde den en lille smule svær at skære ud… Det gjorde nu kun den opløftede stemning endnu bedre, da et stykke pludselig fløj gennem luften. Men note-to-self (og jer andre) den er god at bage dagen før, og hvis man nu alligevel er lidt sent ud, så kan den sagtens komme den i fryseren -den skal bare lige tø lidt mere op, inden man forsøger at skære pæne stykker af den!

Kladkaka med fudge-frosting

100 g smør
2 æg
3 dl sukker
1,5 dl hvedemel
5 spsk. kakao
Korn fra ½ vaniljestang
1 knivspids salt

Smelt smørret, afkøl det lidt. Pisk sukker, vanillekorn og æg lyst og luftigt. Bland mel, kakao og salt i en skål, og sigt det i æggene. Vend forsigtigt smørret i. Smør en springform eller en firkantet form(21×21) og bag chokoladekagen ved 175 grader i 22 minutter.

Lad kagen køle lidt ned, inden du topper den med fudge-frosting.

Frosting

2 dl piskefløde
1 dl sukker
1 dl lys sirup
100 g chokolade
Korn fra ½ vaniljestang
100 g smør
1 knivspids salt

Bland alle ingredienser undtagen smør i en gryde og lad det koge, til det tykner -det tager altså lidt tid (særligt på et sommerhus-komfur…) men det er vigtigt, at det koger så længe, for at det bliver rigtigt fudge. Det tager i hvert fald 15 minutter, jeg brugte lidt længere tid. Jeg rørte rundt i det hele tiden, men jeg tror egentligt ikke, at det er strengt nødvendigt. Når det er tyknet, tages gryden af varmen, og smørret røres i massen.  Hæld fudge-frostingen på chokoladekagen og stil den i køleskabet i mindst tre timer inden servering.

Vi serverede med jordbær, kirsebær og ananas -en god vanilleis kan også bruges, men kagen er god i sig selv!

Jeg skal til at lære det der med at tage gode billeder -jeg lover at øve mig! Og så skal jeg lære at tage billederne, inden jeg kaster mig over kagen... Men så god var den, at jeg ikke kunne vente :-)

Jeg skal til at lære det der med at tage gode billeder -jeg lover at øve mig! Og så skal jeg lære at tage billederne, inden jeg kaster mig over kagen… Men så god var den, at jeg ikke kunne vente 🙂

Solskin og bare ben

I går kom fødderne for første gang i sandaler en HEL dag (altså lige undtaget min forårsferie på Fuerteventura…). Solen skinnede, jeg var i det bedste sommerhumør, og jeg fik jordbærkoldskål til både morgenmad OG dessert. Så er livet altså godt 🙂 Jeg havde gæster i tirsdags, og der var heldigvis rester…

Lyserød koldskål i aftensolen -med søde, dejlige jordbær...

Lyserød koldskål i aftensolen -med søde, dejlige jordbær…

Hjemmelavet koldskål er altså en liga for sig. Jeg kan generelt godt lide koldskål, og der er masser af de færdige, der smager dejligt -men jeg synes nu, at det gør et eller andet, at jeg selv har lavet den; vanillekornene er tydeligere, den er lige præcis både sur og sød nok, og den har den helt rigtige konsistens. Det kan i hvert fald godt anbefales at prøve. Det er første gang, jeg laver det med jordbær, og det var en succes. Hvis man vil have den almindelig, lader man bare være med at komme jordbær i. Jeg går all in og har både æg, citron og tykmælk i. Man kan vælge og vrage lidt, det bliver også godt med kun æg og citron, kun tykmælk og citron -men jeg har vist egentligt aldrig lavet det uden citron… Jeg bruger almindelige æg, som jeg selv pasteurisere ved at dyppe dem i kogende vand i 3 sekunder. Hvis man bruger “rigtige” pasteuriserede æg, kan man evt kun bruge æggeblommer -jeg synes bare, at det spild ikke at bruge hviden, når nu man har den 🙂

Her kommer min opskrift (det var stor portion, havde som sagt dejlige gæster)

Jordbærkoldskål:

300 g jordbær fra frost

2 vanillestænger

2 spsk sukker

3 æg

3 spsk sukker

saft fra ½-1 citron

1½ l kærnemælk

1 l tykmælk

Sukker til at smage til.

Start med at koge jordbær sammen med 2 spsk sukker, vanillekorn og -stænger. Kom evt en lille smule vand med i gryden, og lad det simre, til jordbærene er blevet lidt bløde. Lad det køle helt af, inden vanillestængerne fiskes op, og jordbærene blendes.

Dyp æggene i kogende vand et par sekunder. Pisk æg og resten af sukkeret sammen, så det bliver lyst og luftigt. Tilsæt tykmælk og kærnemælk og citronsaft. Rør det godt igennem, og tilsæt så de blendede jordbær. Smag til med sukker (min fik i hvert fald lidt mere) og citron. Stil den på køl, gerne minimum en times tid -det er som om, de forskellige smagsnuancer udvikler sig lidt.

Jeg spiste den toppet med friske jordbær og kammerjunker til dessert, og med friske jordbær og havregryn til morgenmad. Nyd smagen af sol og sommer -så skal sommerstemningen nok komme.

jordbær koldskål -in the making. Her er jorbærene snart klar til en tur med blenderen, inden de skal farve min koldskål dejligt lyserød.

jordbær koldskål -in the making. Her er jorbærene snart klar til en tur med blenderen, inden de skal farve min koldskål dejligt lyserød.

Rabarber cheesecake

Totalt tøsekage, når man tænker over det... Fint og lyserødt :-)

Totalt tøsekage… Fint og lyserødt 🙂

Rabarber er bare et tegn på, at sommeren er på vej! Også selvom an ikke helt kan mærke det i regn og blæst… De første rabarber fra kolonihaven blev brugt til crumble, men heldigvis var min kusine leveringsdygtig i flere -så da jeg i går havde besøg af vinklubben, skulle der selvfølgelig også bruges rabarber. Vi har nærmest haft en tradition for, at der var 4-retters menu (og samme antal flasker vin -til tre…) men i går besluttede jeg mig for at nedtone det lidt… Ikke for at være kedelig, men nu var det jo mandage, og jeg skulle kunne nå det hele. Så det blev til lidt mindre mad og vin, men som altid masser af hygge.

Temaet blev amerikansk med steaksandwich og cheesecake. Jeg lod mig inspirere af Cute Carbs opskrift på cheesecake med mango og hvid chokolade (som bestemt også kan anbefales, har prøvet den af) men endte op med noget, der alligevel var helt sit eget. Jeg kom lidt ingefær i rabarberne, det gave en fin eftersmag, men var på ingen måde dominerende. Man skal ikke lade sig afskrække af, at det ser lidt omstændigt ud -men det er meget godt at lave den en dag, man er derhjemme (og husk, den skal helst laves dagen før, så dan kan stå natten over).

 

Cheesecake med rabarber og hvid chokolade

Bund:

200 g digestive kiks

100 g smør

 

Cheesecake creme med hvid chokolade:

2 blade husblas

150 hvid chokolade

200 g flødeost

50 g sukker

1 dl creme fraiche

1 vanillestang

1 dl piskefløde

 

Rabarbermousse:

4 blade husblas

Rabarberkompot (se nedenfor)

100 g flødeost

1 dl piskefløde

50 g sukker

 

Rabarber gele:

2 dl husblas

1,5 dl rabarbersaft (fra kompotten)

50 g sukker

 

Rabarberkompot:

500  g rarbarber

100 g sukker

1 vanillestang

2 dl vand

lidt frisk ingefær

Lige kommet i gryden, masser af vanille og ingefær

Lige kommet i gryden, masser af vanille og ingefær

 

Fremgangsmåde:

Rabarberkompot:Start med at lave rabarberkompot. Rabarber renses og skæres i små stykker af ca 2 cm. Kommes i en gryde med vanillekorn og den tomme stang sammen med sukker, revet ingefær og vand. lad det småsimre i 10-15 minutter, til rabarberne er bløde. Hæld 1,5 dl saft fra til brug til geléen. Blend kompotten og lad den køle af.

Bund: Knus kiksene og bland med smeltet smør. Pres kiksemassen ud i en springform (min er 22 cm), så fladt som muligt. Bag bunden i 10 minutter ved 170 grader, og lad den køle af.

Cheesecake creme med hvid chokolade: Sæt husblas i blød. Smelt chokoladen over vandbad og lad den køle af. Pisk flødeost, sukker, vanillekorn og cremefraiche til en ensartet masse. Bland den afkølede hvide chokolade i. Smelt husblassen i en lille smule fløde, køl den lidt af ved at blande ganske lidt af flødeostemassen i. Hældes i flødeostemassen, mens der piskes. Pisk fløden til skum og vend den i. Hæld massen over kiksebunden og køl i mindst en time.

Rabarbermousse: Sæt husblas i blød. Pisk flødeost og sukker sammen til en ensartet masse, tilsæt rabarberkompotten. Smelt husblas i en lille smule fløde og køl den af med lidt af rabarbermoussen. Hæld husblassen i, mens der piskes. Pisk fløden til skum og vend den i. Hæld massen over og køl igen i en time.

Rabarber gele: Varm saft og sukker op i en kasserolle, smelt husblas direkte deri. Lad saften køle af, inden den hældes over kagen (hvis den er varm, “smelter” den hul i kagen…)

Sæt kagen på køl, gerne natten over.

Der var masser af smag, jeg var faktisk lidt bekymret for, om ingefæren ville være for kraftig -men den gav bare en fin varme i smagen.

Der var masser af smag, jeg var faktisk lidt bekymret for, om ingefæren ville være for kraftig -men den gav bare en fin varme i smagen.

Hygge i kolonihaven

 

Den første høst af rabarber! Og så på en solkinsdag

Den første høst af rabarber! Og så på en solskinsdag

Jeg har haft den dejligste miniferie med blandt andet havearbejde og kvalitetstid i kolonihaven. Fredag gik vi i gang for alvor derude og fik besøg af gode venner i solskinnet til frokost, hygge, hækkeklipning og sæsonens første grill. Det var en skøn dag, der blev afsluttet med rabarbercrumble -for første gang bagt af rabarber af egen høst! Det blev lidt på slump, for selvom vi efterhånden har meget derude, så er der ikke en køkkenvægt. Jeg kom lidt for meget sukker ved rabarberne, så det blev en chewy, karameliseret crumble -men det var nu også ret så godt.

 

Rabarbercrumble

600 g rabarber

200 g sukker

korn af en stang vanille

Rabarber renses og skæres i ca 2 cm lange stykker. Lægges i et smurt tærtefad og sukker og vanille drysses over. Bages i 10-15 minutter ved 180 grader, til rabarberne er bløde og sukkeret smeltet.

 

60 g smør

60 mandler

60 g sukker

60 g havregryn

30 g mel

 

Hak mandlerne fint og bland med de resterende ingredienser. Fordel crumble-dejen over de bagte rabarber. Bag tærten videre i 20-30 minutter. Jeg serverede den med sky rørt med cremefraiche, vanillekorn og sukker. Det smagte af sol og sommer 🙂

Farmos fødselsdag vol 2

Jeg glemte desværre at tage billeder på selve aftenen, så  her er hverdags-reste-versionen uden flødeskum...

Jeg glemte desværre at tage billeder på selve aftenen, så her er hverdags-reste-versionen uden flødeskum…

Nu hedder det jo ikke sweetcrumbles for ingenting, så jeg springer let henover hovedretten (gammeldags oksesteg med hvid kartofler, bønner, gulerødder og perleløg -og ikke at forglemme sovs, acier og ribsgele) og går direkte til desserten. Det mest old-school farmor-agtige, vi kunne komme på… Svesketrifli! Jeg må tilstå, at jeg havde mine tvivl om, hvorvidt det ville blive godt, faktisk næsten helt indtil det blev serveret. Det smagte overraskende godt, jeg havde ladet mig inspirere af Feminas opskrift, og det fungerede virkeligt godt med kombien af sød sveskegrød, blød vanillecreme, makroner og lidt crunch med de hakkede mandler.

Svesketrifli 
Både svesker og creme kan tilberedes i god tid, gerne dagen før.
250 g stenfri svesker
1½ dl vand
saft af 1 appelsin
2 spsk. sukker, evt. lyst rørsukker
Vanillecreme:
1 vaniljestang
1½ dl piskefløde
2 dl sød- eller letmælk
4 pasteuriserede æggeblommer
80 g sukker
2 tsk. majsstivelse
12-20 makroner (afhængigt af størrelsen)
1 dl mørk eller hvid portvin
50 g smuttede mandler
1½-2 dl piskefløde
75 g mørk chokolade
Skær sveskerne i mindre stykker. Læg sveskerne i en gryde med vand, appelsinsaft og sukker. Lad det småkoge (10-15 minutter) til næsten al væden er væk, og sveskerne er bløde og kogt lidt sammen. Lad dem køle af i gryden.

Lav vaniljecremen: Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Varm den tomme vaniljebælg, fløde og mælk op i en gryde til kogepunktet. Pisk vaniljekorn, æggeblommer, sukker og majsstivelse godt sammen i en skål. Fisk vaniljebælgen op af den varme flødeblanding, og hæld den stadig helt varme flødeblanding i æggemassen i en tynd stråle, mens du hele tiden pisker. Hæld det hele tilbage i gryden, og varm det langsomt op igen under piskning, til cremen bliver tyk – det kan godt tage lidt tid, og cremen må ikke koge. Køl cremen helt af.

Fordel 2-3 makroner i hvert glas -man kan evt knuse dem, jeg brugte hele. Stænk dem med portvin, og lad dem trække lidt. Fordel sveskerne oven på makronerne. Drys med hakkede mandler. Fordel et lag vaniljecreme øverst. Lad triflien trække i 1-4 timer på køl. Pisk fløden til skum, og fordel det oven på triflierne lige før servering. Drys med høvlet chokolade.

Enjoy 🙂