Kanelbrød

Det gode ved at pynte kanelbrød er, at jo mindre pænt glasuren kommer på -jo mere rigtigt ser det ud!

Det gode ved at pynte kanelbrød er, at jo mindre pænt glasuren kommer på -jo mere rigtigt ser det ud!

Jeg har længe haft lyst til at bage kanelbrød. Kender I det, at man har et eller andet, man bare drømmer om (det behøver selvfølgelig ikke være mad… Har for eksempel også kig på et par sko… Men så er det trods alt billigere at bage ;-))

Det her er næsten så old school som det kan blive. Opskriften er delvist inspireret fra en samling af opskriftskort, som jeg har arvet fra min mormor, da hun engang ryddede op i sine opskrifter -og delvist fra Sofies Spisekammer der i hvert fald skriver, at hun har spist utallige kanelbrød for at få den helt perfekte opskrift.

Jeg har faktisk kun bagt kanelbrød et par gange, men på en eller anden måde er der bare noget trygt og hyggeligt over kanelbrød. Måske lidt en efterårs-hygge ting til blæst og rusk, men jeg nød det nu til fulde, selvom det er sommer (nu mangler vi bare solen!!!) Jeg havde det med på arbejde, bare fordi det var fredag. Og det vakte bestemt lykke -så tippet er hermed givet videre.

Kanelbrød

2 stk (2 x 1 l brødform)
Dej:
½ pakke gær
2 dl sødmælk
75 gram smør + ekstra til formen
75 gram rørsukker
1 knivspids salt
2 æg
lidt kardemomme
500-550 gram hvedemel

Fyld:
150 gram blødt smør
200 gram sukker
4 spsk kanel
Lun mælken og smelt smørret heri. Afkøl til det er lillefinger-varmt. Rør gær, sukker og salt ud i væsken, tilsæt æg og kardemomme. Tilsæt mel lidt ad gangen, dejen skal være blød og elastisk. Ælt den længe, gerne 10 minutter på røremaskine.
Lad dejen hæve til dobbelt størrelse (1½-2 timer).

Rul dejen ud til to rektangler på 20x 30 cm (så den passer til formen på den korte led).

Lav fyldet ved at røre smør, sukker og kanel sammen. Fordel det på de to rektangler, rul hver af dem fast sammen og kom i hver deres smurte form. Klip lidt tilfældigt i toppen af dem, og lad dem hæve i 30-45 minutter.
Bages i 30-35 minutter ved 180 g varmluft. Afkøles lidt i formen, og vendes derefter ud på en rist. Pynt med hvid glasur, når de er helt afkølede. Jeg bagte mit aftenen inden, så jeg pakkede dem ind i et vådt viskestykke for at undgå, at de blev tørre (og det lykkedes).

God bagelyst 🙂

Det virker måske lidt fjollet, når man står og klipper i sit kanelbrød, inden det bages... Men det ser simpelthen så godt ud, når det er færdigt! Og endnu mere med glasur på :-)

Det virker måske lidt fjollet, når man står og klipper i sit kanelbrød, inden det bages… Men det ser simpelthen så godt ud, når det er færdigt! Og endnu mere med glasur på 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *