Farmos fødselsdag vol 2

Jeg glemte desværre at tage billeder på selve aftenen, så  her er hverdags-reste-versionen uden flødeskum...

Jeg glemte desværre at tage billeder på selve aftenen, så her er hverdags-reste-versionen uden flødeskum…

Nu hedder det jo ikke sweetcrumbles for ingenting, så jeg springer let henover hovedretten (gammeldags oksesteg med hvid kartofler, bønner, gulerødder og perleløg -og ikke at forglemme sovs, acier og ribsgele) og går direkte til desserten. Det mest old-school farmor-agtige, vi kunne komme på… Svesketrifli! Jeg må tilstå, at jeg havde mine tvivl om, hvorvidt det ville blive godt, faktisk næsten helt indtil det blev serveret. Det smagte overraskende godt, jeg havde ladet mig inspirere af Feminas opskrift, og det fungerede virkeligt godt med kombien af sød sveskegrød, blød vanillecreme, makroner og lidt crunch med de hakkede mandler.

Svesketrifli 
Både svesker og creme kan tilberedes i god tid, gerne dagen før.
250 g stenfri svesker
1½ dl vand
saft af 1 appelsin
2 spsk. sukker, evt. lyst rørsukker
Vanillecreme:
1 vaniljestang
1½ dl piskefløde
2 dl sød- eller letmælk
4 pasteuriserede æggeblommer
80 g sukker
2 tsk. majsstivelse
12-20 makroner (afhængigt af størrelsen)
1 dl mørk eller hvid portvin
50 g smuttede mandler
1½-2 dl piskefløde
75 g mørk chokolade
Skær sveskerne i mindre stykker. Læg sveskerne i en gryde med vand, appelsinsaft og sukker. Lad det småkoge (10-15 minutter) til næsten al væden er væk, og sveskerne er bløde og kogt lidt sammen. Lad dem køle af i gryden.

Lav vaniljecremen: Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Varm den tomme vaniljebælg, fløde og mælk op i en gryde til kogepunktet. Pisk vaniljekorn, æggeblommer, sukker og majsstivelse godt sammen i en skål. Fisk vaniljebælgen op af den varme flødeblanding, og hæld den stadig helt varme flødeblanding i æggemassen i en tynd stråle, mens du hele tiden pisker. Hæld det hele tilbage i gryden, og varm det langsomt op igen under piskning, til cremen bliver tyk – det kan godt tage lidt tid, og cremen må ikke koge. Køl cremen helt af.

Fordel 2-3 makroner i hvert glas -man kan evt knuse dem, jeg brugte hele. Stænk dem med portvin, og lad dem trække lidt. Fordel sveskerne oven på makronerne. Drys med hakkede mandler. Fordel et lag vaniljecreme øverst. Lad triflien trække i 1-4 timer på køl. Pisk fløden til skum, og fordel det oven på triflierne lige før servering. Drys med høvlet chokolade.

Enjoy 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *