Æblekokoskage

Ren sensommer-idyl

Ren sensommer-idyl

Så er jeg på banen igen efter en yderst tiltrængt og helt fantastisk ferie! Jeg har været i USA, og det har været såååå godt. Vi har vandret, oplevet vild natur, spist (en masse) drukket øl, hygget og slappet af. Jeg vidste jo egentligt godt, at ALT er større i USA, men jeg blev alligevel imponeret over, at naturen også er større. Vi har været i mange nationalparker, Zion, Bryce, Grand Canyon og Yosemite, den ene mere imponerende end den anden. Jeg bilder mig på ingen måde ind, at jeg har set bare en brøkdel af, hvad der er at se. En af de store højdepunkter var helikopter-tur over Grand Canyon -det gav gåsehud og næsten en klump i halsen at flyve henover denne “revne” i jorden og se ned på Colorado River, virkeligt en stor oplevelse.

Inden jeg tog afsted på ferie, havde jeg selvfølgelig ferie-kage med på arbejdet. Lige den dag var der så ret meget at fejre, så andre havde fået samme gode idé, og vi endte med tre kager… Det gav højt humør 🙂 Jeg havde æbler fra kolonihaven -lidt tidligt høstede, så de var bedst i kage. Jeg endte ud med en æble-kokoskage, der faktisk fungerede rigtigt godt.

Æble-kokos kage

150 g smør

200 g sukker

3 æg

100 g mel

1 tsk bagepulver

150 kokosmel

200-300 g revne æbler

Rør blødt smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et efter et og rør grundigt imellem hvert æg. Bland mel og bagepulver, si det over dejen, og rør det i. Tilsæt kokosmel og revne æbler. Kom dejen i en springform, og drys 1 spsk sukker over den. Bages i 40-45 minutter ved 180 grader. Den skal være fint lysebrun, stik eventuelt med en strikkepind (eller lignede) der må ikke hænge dej ved.

Køl kagen af –og nyd!

 

Søndagsskovtur

Citronmånen er kommet i godt selskab med picnictæppet i det grønne

Citronmånen er kommet i godt selskab med picnictæppet i det grønne

I søndags var vi på skovtur med min kærestes familie. Heldigvis var vi ganske heldige med vejret, så trods en kølig formiddag, kom solen frem og varmede det meste af eftermiddagen (nogle var ovenikøbet i vandet… Ikke mig). Alle havde kød med til grillen, og så var der sammenskudsgilde med resten -vi er så åbenbart en kageglad familie, vi fik i hvert fald 4 forskellige kager… Jeg havde (selvfølgelig) også taget en med, en gammel klassiker: citronmåne. Jeg tog udgangspunkt i Claus Meyers opskrift, men ændrede den lidt med mere af både marcipan og citron -en citronmåne skal gerne være ret så syrlig efter min mening. Min kærestes indslag var masser af gul frugtfarve, for efter hans mening den skal være både syrlig og meget gul! Her kommer opskriften, som jeg lavede den

Citronmåne

150 g blødt smør
125 g marcipan, revet
150 g rørsukker
4-5 æg (alt efter størrelse)
140 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ vaniljestang
2 økologiske citroner

Rør blødt smør med revet marcipan og sukker, til det er en jævn og glat masse.
Tilsæt 1 æg ad gangen, og rør godt ud, inden det næste tilsættes. Tilsæt citronsaft (det ser ud som om, dejen skiller, men den skal nok samle sig igen!) Bland mel, bagepulver, vaniljekorn og fintrevet citronskal i dejen, og vend det forsigtigt rundt. Jeg kom også lidt gul frugtfarve i her, men kagen blev nu ikke voldsomt gul af det…
Kom dejen i en smurt springform, og bag den i ovnen ved 190° i 20-25 min. Tag kagen ud, og lad den køle af.

Glasur:

75 g flormelis

100 g flødeost

50 g smør

1 økologisk citron

gul frugtfarve efter smag og behag

Min glasur blev lidt improviseret… Jeg havde nemlig glemt at købe flormelis, og da jeg lidt halvstresset kom i Netto søndag formiddag (10 minutter før vi skulle afsted) var der udsolgt… Så det blev til en flødeosteglasur uden særligt meget sukker, men kagen var sød nok i sig selv -og det skulle jo også mest af alt være lidt syrligt! Så improvisationen blev et hit 🙂

Rør blødt smør, flormelis og flødeost sammen. Tilsæt saft og det meste af den fintrevne citronskal, samt gul frugtfarve. Hvis den bliver for tynd, kan der tilsættes mere flormelis (det kunne jeg så ikke…) men den stivner også lidt på kagen. Bred glasuren udover kagen, og tag så afsted på skovtur 🙂

Close-up af citronmånen. Håber, man kan se, hvor dejligt svampet den var :-)

Close-up af citronmånen. Håber, man kan se, hvor dejligt svampet den var 🙂