Palæobrød

Så hoppede jeg også med på bølgen -umiddelbart hænger det jo ikke helt vildt godt sammen at elske at bage og så lave noget uden kulhydrater… Men hårdt presset måtte jeg kaste mig ud i det. Og her er så palæobrødet, fyldt med kerner og nødder og æg -masser af mæthed og protein (og slet ikke noget mel eller sukker, helt ny verden for mig). Jeg må jo indrømme, at det faktisk smager rigtigt godt! Det er kalorietungt, men mætter som sagt også rigtigt godt, så vi spiser som kun en enkelt skive som en del af morgenmaden.

Jeg brugte opskriften fra Helse, det er fra Thomas Rhodes opskriftsbog. Det er ret let at lave, men man skal lige på en lille indkøbstur først. Jeg havde i hvert fald ikke ALLE nødder og kerner i skabene, selvom jeg plejer at være velassorteret.

image

Det bliver ganske dyrt med alle de rigtige nødder og kerner. Denne gang holdt jeg mig (næsten) helt til opskriften, men jeg vil nu godt turde at freestyle lidt og erstatte eksempelvis pinjekerner med flere solsikkekerner. Der er brugt andefedt og ikke olivenolie, som man ellers ser i de fleste opskrifter. Det giver en fin smag, men man skal selvfølgelig kunne lide and… Og ellers kan man bare bruge sin gode olie fra hylden.

Her kommer opskriften, som jeg lavede den:

Palæobrød

6 æg

200 gram hørfrø

100 gram pinjekerner

100 gram solsikkekerner

2 løg – grofthakket og karamelliseret i lidt af fedtet

30 gram bacon – skåret i fine stifter og stegt sprøde i lidt af fedtet

10 gram havsalt

6-8 finthakkede enebær (jeg brugte en morter)

3-4 kviste frisk timian – pluk bladene af stænglerne

75 gram grofthakkede macadamianødder

75 gram grofthakkede paranødder

75 gram grofthakkede mandler

75 gram grofthakkede cashewnødder

75 gram grofthakkede valnødder

75 gram grofthakkede pekannødder

100 gram hønse-/andefedt eller klaret smør – gem lidt til formene

Forvarm ovnen til 175 grader. Bland æg, æggehvide, frø og kerner sammen med løg, bacon, enebær og timianblade og rør det ‘sejt’ med salt. Rør de hakkede nødder i massen sammen med fedtstoffet og kom massen i to smurte forme, gerne silikoneforme. Bag brødene i ovnen i 35-45 minutter (de skal have en centertemperatur på ca. 72 grader) og vend dem straks ud på en bagerist til afkøling.

Masser af nødder og kerner -masser af mæthed!

Masser af nødder og kerner -masser af mæthed!

Efterårsboller

lune efterårsboller

lune efterårsboller

Det er ved at være mørkt både om morgenen og om aftenen, jeg fryser om fingrene på cyklen, og det blæser rimeligt meget… Det er blevet efterår! Og selvom jeg elsker sol og varme, så kan jeg faktisk også ret godt lide efteråret. Særligt når luften er kølig og frisk, himlen er blå, og det blæser (lidt, ikke for meget).  Efterår giver mulighed for indendørshygge med te, stearinlys og nybagte boller. På en eller anden måde har man ligesom fortjent det, når det er koldt og blæsende udenfor!

Efterår (i hvert fald det tidlige) giver også æbler fra haven. Jeg fik en posefuld med af min svigermor for et par uger siden, og de skulle til at bruges nu. Det blev til efterårsboller med revne æble og hasselnødder. Æblerne smager ikke helt vildt igennem, så de kan sagtens bruges som alle andre boller, men de fungerer også rigtigt godt som en lidt sødere bolle med ost. Hvis man vil gøre bollerne mere til den søde side, så kom æblejuice i i stedet for kærnemælk og tilsæt en spiseskefuld honning. Her kommer opskriften, som jeg lavede den:

Æbleboller:
6-10 æbler (afhængig af størrelsen)
150 g havregryn
½ l vand
2½ dl kærnemælk
10 g gær
1 dl surdej
15 g salt
125 g hasselnødder.
150 g rugmel
500-600 g hvedemel

Kog havregryn og vand til grød (et par minutter), og lad den køle af. Fjerne kernehuset fra æblerne, og rivdem, de behøver ikke at blive skrællede. Hak hasselnødderne.
Kom havregrøden i en stor skål med kærnemælken, tilsæt gær og surdej og opløs det i grøden. Tilsæt salt, nødder og rugmel. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Alt efter hvor meget saft der er i æblerne, kan der skulle bruges mere (jeg kan afsløre, at jeg gik i gang med projektet uden at tjekke hvor meget mel, der var… Jeg brugte rub og stud, og det ville ikke have gjort noget med 100 g mere)
Lad dejen hæve køligt i 6-12 timer. Lad dejen ”få varmen” og form boller. Da min dej var rimeligt våd, brugte jeg to skeer til at forme bollerne direkte fra skålen og på en bageplade. Ikke noget med fine runde boller her… Bag dem i 15-20 minutter ved 190 grader.

Selvom dejen ikke var helt, som jeg havde forestillet mig, så blev bollerne nu rigtigt gode alligevel! Og jeg scorede billige point hos kæresten med nybagte boller til morgenmad i weekenden…

klar til weekendens morgenbod (der også bød på blødkogte æg og masser af kaffe)

klar til weekendens morgenbod (der også bød på blødkogte æg og masser af kaffe)

Rødebedebrød

Rødt og hvidt, så dansk som det kan blive

Rødt og hvidt, så dansk som det kan blive

Til den røde tema-middag skulle tilbehøret selvfølgelig også være rødt, så vi købte rimeligt mange rødbeder. Min tanke var at lave fine rødbedechips, man kune nyde som pre-dinner snacks -det kunne jeg så overhovedet ikke finde ud af! Synes ellers, alle siger, det er så let, men mine blev enten sorte og brændte eller bløde og kedelige… Heldigvis var der andet rødt, der fungerede! Rødbedebrød (aka prinsessebrød, i hvert fald meget pink!) blev redningen. Det smagte faktisk virkeligt godt -det havde jeg selvfølgelig også håbet på, men som sagt går det jo ikke altid helt, som man regner med… Man får røde fingre, og særligt hvis man skal rive rødbederne på et almindeligt rivejern. Jeg har efterhånden ca alt i mit køkken, så jeg har en grøntsagssnitter til min køkkenmaskine, og den var jeg rimeligt glad for den dag!

Rødbedebrød:

25 g gær
100 g havregryn
½ l kærnemælk
2,5 dl vand
1 spsk salt
1 spsk sukker
1 æg
1 citron
500 g revet rødbede
250 g rugmel
700-800 g hvedemel

Start med at koge vand, kærnemælk og havregryn til en lind grød –det kan godt skille lidt, men det gør ikke noget. Lad grøden køle af. Rør gæren ud i grøden, tilsæt salt, sukker, æg og citronsaft. Tilsæt de revne rødbeder og rugmel. Ælt hvedemel i, til dejen har en fast, men smidig konsistens. Måske skal der lidt mere eller mindre mel i, alt efter hvor meget saft, der er i rødbederne.
Lad dejen hæve tildækket i 2 timer. Hæld den ud på et meldrysset bord. Den er ret våd i det, så man kan ikke forme den så meget. Jeg bruger en malerspatel til at skære dejen ud i stykker, der passer –enten til brød eller boller.
Varm ovnen til 250 g, og lad den stå lidt. Bag bollerne i 10-15 minutter, brødene skal have 15-25 minutter. De skal blive lidt mørke på toppen og lyde hult, når man banker på bunden.

Som sagt MEGET pink

Som sagt MEGET pink dej.

 

Burgerboller

-eller rettere flæstegssandwich-boller… Det var i hvert fald det, de blev brugt til. Vi var 14 til aftensmad (og en lille fejltælling fra min side gjorde, at jeg troede, vi var 16…) og alle skal jo kunne få tre hver, ikke? Det betød rimeligt mange boller, og selvom jeg (meget) tit er glad for min trofaste køkkenmaskine, så var jeg endnu mere glad for den, da jeg hældte mere end 2 kg mel i den, og den bare troligt æltede det hele rundt. Det ville have været rimeligt hårdt for armene (og for de fleste andre køkkenmaskiner).

For at gøre det helt autentisk ‘selvgjort er velgjort’ så endte jeg op med en del forskellige størrelser… Man kunne være den seje, der vejede dejen til alle bollerne af, så de blev præcist lige store. Det var jeg så ikke, og resultatet blev derefter -men så kunne alle jo tage en størrelse, der passede til, hvor sulten man var! Jeg bagte halvanden gang af denne portion, og der var riiiigeligt! Opskriften er taget fra et nummer af Gastro, hvor der var tema om burgere.

Boller i stakkevis

Boller i stakkevis

Bollerne smagte virkeligt godt, og særligt den første dag, de var blevet lidt tørre dagen efter. Jeg brugte dem også til madpakke med lidt tomat, mozzarella og pesto…

Burgerboller:

50 g gær
1 l vand
2,5 dl sødmælk
1,7-2 kg hvedemel
200 g blødt smør i tern
50 g salt
200 g sukker

Opløs gær i vand og mælk. Tilsæt salt og sukker. Tilsæt ca halvdelen af melet og ælt godt igennem. Tilsæt smørret, og tilsæt så resten af melet lidt efter lidt, til dejen er smidig og elastisk. Lad dejen hæve natten over i køleskabet.
Tag dejen ud af køleskabet, og lad den ’vågne’, før den kommes på et meldrysset bord. Del dejen til boller, min dej var ret blød, så jeg formede ikke bollerne, men ’skar’ dem af dejen og lod dem blive den form, de nu fik (heldigvis passer aflange boller ret godt til et stykke flæstesteg).
Lad dem efterhæve i 30 minutter, inden de bages ved 230 g 12-15 minutter. Lad dem køle af på en rist.

Knækbrød

Det er virkeligt lækkert med hjemmebagt knækbrød, og det tager som i ingen tid at røre dejen sammen! Det slår altså købe-knækbrød med flere længder...

Det er virkeligt lækkert med hjemmebagt knækbrød, og det tager som i ingen tid at røre dejen sammen! Det slår altså købe-knækbrød med flere længder…

Den anden dag havde jeg en ufravigelig aftale med mig selv (og min kæreste) om at skulle løbe, når vi kom hjem fra arbejde… Først skulle vi liiiige slappe lidt af, og pludseligt var der skybrud i København! Altså som i kæmpestore regndråber, hvor man ville blive gennemblødt af at blive ramt af en enkelt. Løbeturen blev udsat… Og sjovt nok blev den pludseligt blev meget mere tiltrækkende, når man ikke selv bestemte, at det ikke skulle være lige nu.

Hvad gør man så på en regnvejrseftermiddag? Man bager selvfølgelig -for at opveje for den manglende løbetur, blev det dog ikke kage, men i stedet knækbrød. Jeg har efterhånden været på et par af Meyers madkurser, og opskriften er fra Meyers Bageskole Vol 1, og jeg kan kun anbefale det. Jeg drømmer om at komme på vol 2 og på rugbrødskurset… Knækbrødet kan bages med de frø og kerner, man lige har ved hånden. Jeg har ikke prøvet med mandler og nødder endnu, men hvis man hakker dem, så er det helt sikkert også et hit.

Man kan eventuelt erstatte noget af melet med rugmel, men her får I den helt klassiske opskrift:

Meyers knækbrød:

1 dl solsikkekerner
½ dl havregryn
½ dl hørfrø
½ dl græskarkerner
1 tsk salt
2 dl hvedemel
½ dl olie
1 dl vand
Alle ingredienserne røres sammen. Kom dejen ud på et stykke bagepapir, og kom et stykke ovenpå også, rul dejen ud til en tynd plade (den skal fylde det meste af bagepapiret, så passer tykkelsen).
Bag i 20-25 minutter ved 180 grader varmluft, til det er let gyldent. Lad knækbrødet køle af på en rist.
Hvis man vil have pæne stykker, skal man skære dejen ud, inden den bages. Hvis man er mere til det rustikke, så kan man knække knækbrødet i stykker efterfølgende (det ses nok ret tydeligt, at jeg har gjort det sidste…Og jeg har endda snydt og taget de pæneste stykker til billedet)

PS: vi kom ud at løbe om aftenen -vejret var helt perfekt, og der var ikke helt så meget mudder som frygtet!

Helt tyndt udrullet, på vej til ovnen

Helt tyndt udrullet, på vej til ovnen

Og nybagt og sprødt, klar til at blive knækket

Og nybagt og sprødt, klar til at blive knækket

Snobrød

Bål-billede før snobrødene kom på. Jeg fik ret klistrede fingre af dejen, så fik desværre ikke taget billede...

Bål-billede før snobrødene kom på. Jeg fik ret klistrede fingre af dejen, så fik desværre ikke taget billede…

Som lovet lidt mere fra det svenske. Når man laver bålmad, skal man selvfølgelig også lave snobrød! Jeg tror, de fleste opskrifter på brøddej kan bruges, hvis bare de ikke er for våde (så bliver det svært at få dejen til at sidde fast på pinden… Det har jeg prøvet, det er noget rod!). Vi brugte en helt klassisk bolledej, den var lidt blød, men udover klistrede fingre til os, der satte dejen på pinde, så fungerede den fint. Man kan sagtens erstatte noget af melet med fuldkornsmel, hvis man har lyst til det, eller vandet med kaffe eller øl. Engang i mine spejderdage havde vi et event, hvor vi skulle gøre lidt reklame for os selv -og prøve at give indtrykket af, at vi var lidt moderne, så vi havde 9 forskellige slags snobrødsdej. Jeg startede tidligt med at bage 🙂

Helt almindelige snobrød:

3 dl vand
25 g gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
½ dl olie
400-500 g hvedemel

Rør gær ud i vandet, tilsæt sukker, salt og olie. Ælt melet i lidt efter lidt, til dejen er smidig og elastisk, tilsæt evt lidt mere mel for at gøre det lettere at forme snobrødene.
Lad dejen hæve 1-2 timer (hvis man har travlt, kan man fordoble gærmængden og nøjes med en halv times hævning).
Når dejen er hævet, deles den i passende stykker. Rul dejstykket til en lang pølse og sno den omkring en snobrødspind. Jo tyndere dej, jo hurtigere bagt (særligt tip til børn, der bliver utålmodige…).
Husk, at gløderne giver den bedste varme, og de mindst sorte brød… God fornøjelse!

Hjemmebagt rugbrød

Næsten lunt og i fine skiver...

Næsten lunt og i fine skiver…

Jeg har i efterhånden noget tid bagt mit rugbrød selv. Det er ret hyggeligt, og det dufter fantastisk imens! Det tager lidt, og prismæssigt kan det nok egentligt ikke betale sig… Men for mig er processen afslappende, og det er nu dejligt at vide, præcist hvad der er i -og kunne komme det i, man lige har lyst til. Jeg har prøvet et par forskellige opskrifter, og i lang tid bagte jeg efter Claus Meyers opskrift på mørkt rugbrød (den kan du finde her) med mine egne små justeringer. Det smager virkeligt godt, men jeg synes bare, det smuldrer en del, når det har været frosset. Det er kun mig, der har madpakke med hjemme hos os, så jeg kommer altså ikke gennem to hele rugbrød (og ja, jeg kunne jo bage halv portion… Men når nu man er i gang…).

Denne opskrift er virkeligt god, også selvom brødet har været frosset. Jeg bruger en biga-surdej (igen inspiration fra Claus Meyer) så den er ret flydende. Hvis man bruger en almindelig surdej, skal man nok tilsætte 1 dl vand mere. Jeg skal nok lave en lille guide til min surdej senere.

Rugbrød:

 

2 stk (1 l forme, ellers 1 stort i 2 l form)

Ingredienser:
6 dl vand
2,5 dl surdej
10 g gær
1-2 spsk. salt (alt efter hvor salt, man kan lidt det/hvor sund man vil være)
450 g rugmel
350 g hvedemel
250 g rugkerner
3 dl vand
10 g maltmel
300g kerner/nødder efter eget valg (hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner, valnødder, hasselnødder, mandler, 5-kornsblanding etc.)

Sådan gør du:
Kog rugkerner med 3 dl vand til en lind grød. Køl af.
Bland 6 dl vand, salt og surdej, rør gæren ud i. Bland rugmel og maltmel og rør det i dejen. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Ælt godt (5-10 minutter) og5. Tilsæt rugkerner og andre kerner/nødder.
Smør bageformen med lidt olie eller smør. Hæld dejen i formen, drys sesamfrø eller hørfrø på toppen, og lad den hæve 12-24 timer, gerne med vådt viskestykke over eller et lufttæt sted.
Bag brødet ved 200 grader i ca 1 time og 10 minutter.

Jeg bager mine brød i træforme fra Aurion. Jeg fik dem af min kæreste, da jeg begyndte at fable om hjemmebagt rugbrød -de er virkeligt gode. Der er et låg med, som de hæver under, og som jeg lader blive på den første time af bagningen.

Madpakken bliver straks bedre, når det er hjemmebag -selvom det ikke er kage 😉

Rugbrød i solskin på altanen -totalt sommerstemning

Rugbrød i solskin på altanen -totalt sommerstemning

Madpakke upgrade

Madpakke upgrade

 

 

Steak sandwich

Jeg glemte (igen...) at tage billede... Så det her er resteudgaven, men den smagte nu også skønt!

Jeg glemte (igen…) at tage billede… Så det her er resteudgaven, men den smagte nu også skønt!

Selvom jeg altid snakker meget og gerne om desserter og kager, så fik vi trods alt også “rigtig” mad i mandags, da jeg havde besøg af vinklubben. Som jeg skrev, var menuen lidt amerikansk inspireret, så den stod på steak sandwiches. Bare for at prale lidt, så var min idé så god, at min kæreste straks kopierede den og lavede det til frokost på sit arbejde… Efteraber 🙂

Man kan faktisk gøre det til en rigtigt let og hurtig ret, så man sagtens kan invitere gæster på en hverdag. Jeg valgte selv at bage brødet, men hvis man køber noget godt brød, så tager det kun så lang tid at lave retten, som det tager at snitte tilbehøret.

Sandwich-brød

150 g havregryn

2 dl mælk

2 dl vand

10 g gær

1 spsk salt

1 spsk sukker

1 dl surdej

2 æg

150 g rugmel

400-600 g hvedemel

 

Start med at koge havregyn og mælk til en lidt stiv grød. Bland vandet i og lad det køle. Når grøden er lillefingervar, hældes den over i en skål. Gær røres i sammen med surdej, herefter salt, sukker og æg. Rør først rugmel i, og ælt derefter hvedemel i, til dejen har en fast, men blød konsistens (det lyder lidt mærkeligt, men det er altså sådan det skal være… Man kan åbenbart godt være både blød og fast på samme tid -dej kan i hvert fald). Ælt den godt i omkring 10 minutter, til dejen slipper skålens sider. Lad dejen hæve natten over på køkkenbordet. Den kan bages med det samme om morgenen, eller man kan slå den ned og lade den hæve videre, det gjorde jeg. Så min dej blev først lavet til brød om eftermiddagen -da jeg kom hjem, blev ovnen tændt på 230 grader med varmluft og damp (jeg har næsten lige fået en ny, FANTASTISK ovn med dampfunktion). Dejen blev hældt ud på et meldrysset bord, spændt lidt op under sig selv og delt i 8 aflange sandwich-størrelse stykker. Bages i 15 minutter, til overfladen er gyldenbrun.

Inden gæsterne kom, lavede jeg en mayonnaise (det er slet ikke så svært, det krævede kun to forsøg… Og telefonisk bistand fra min kæreste…). Helt kort, så skal man starte med en æggeblomme og en dråbe olie, der piskes sammen, så tilsættes to dråber olie, og der piskes, så fire dråber olie og så videre. Når den har den rette konsistens, smages der til med sennep, eddike, salt og peber. Det ser totalt godt ud med hjemmelavet mayo på bordet 😉 Andet tilbehør var karamelliserede løg (som jeg havde snydt og lavet dagen før -løgringe på panden, lidt eddike, soya, sukker, salt og peber, og så tålmodighed i 1-2 timer), salat og peberfrugt i ringe. Brødene blev skåret over og fik et par skiver gedeost på og så lunet i ovnen, til det var blødt.

Så var den amerikanske middag klar og ugen startede på bedste vis!

Ugen slutter også på bedste vis. I morgen tager vi nemlig til Hamborg med et vennepar på pinsetur. Den står på sightseeing, shopping, spa -og ikke mindst mad og drikke.

Det bliver fantastisk! God pinse 🙂

Farmors fødselsdag

Sprød, knasende og masser af smag

Sprød, knasende og masser af smag

Som jeg tidligere har løftet sløret for, så havde vi gæster lørdag -og ikke til en hvilken hvilken som helst begivenhed… Vi har nemlig en tema-madklub, hvor vi (efter et ukendt antal genstande) engang skrev en masse temaer, og så trækker vi et, når vi skal holde næste madklub. Vi trak ‘farmors fødselsdag’, så gæsterne havde modtaget en fin skriftlig invitation, og vi havde stået i køkkenet hele dagen. Vi startede med et glas kirsebærvin, og forretten var (selvfølgelig) med tarteletter… Lavet helt fra bunden med en kylling fra slagteren, hjemmelavet butterdej og krydsede fingre, mens tarteletterne blev bagt. Jeg har ikke lige nogle tarteletforme, så de blev bagt i muffinsforme, og trods et øjebliks stress, hvor hulrummet så ud til at forsvinde under bagningen, så blev de altså virkeligt gode. Som i virkeligt gode! Det kan klart anbefales, og som jeg vist også skrev ved croissanterne, så er det ikke så svært, som man tror, det kræver bare tålmodighed…

Jeg bagte tartelettern efter Brødrene Prices opskrift, og min kæreste lavede stuvningen (den har jeg desværre ikke billede af, men de så også godt ud med fyld i).

  • 400 g mel
  • 10 g salt
  • 80 g smeltet usaltet smør
  • Saft af ½ citron
  • 220 ml vand
  • 260 g smør til udrulning

Bland mel og salt med vand, smeltet smør og citronsaft. Ælt dejen godt igennem og lad den hvile lidt.

Sørg for at smørret til udrulningen og dejen har nogenlunde samme konsistens. Bank smørret ud til en firkant, som flades lidt ud. Drys med lidt mel, så går det nemmere. Rul dejen ud til en firkant lidt større end smørret. Rul alle hjørner af dejen ud, så den er tykkes på midten.

Læg smørret midt på dejen og fold hjørnerne op omkring, så smørret er helt lukket inde. Læg dejen på køl i 10 min.

Rul den derefter ud i en rektangel. Vær forsigtig, så smørret ikke titter frem. Skulle det ske, så drys med lidt mel. Nu skal dejen have en ”omgang”. Fold 1/3 af dejen ind mod midten. Den sidste trediedel foldes indover, så der ialt er tre lag. Læg dejen på køl i ½ time. Giv dejen endnu 3 omgange med hvil i køleskabet ind imellem. Rulles ret tyndt ud (2-3 mm)

Muffinsforme fores med stykker af butterdej. Kom lidt folie ovenpå dejen og hæld tørrede bønner eller lignende ned i formene, så dejen ikke hæver for meget op. Bag tarteletterne ved 200 grader til de er gyldne (mine fik 13 minutter). Det er vigtigt, at de bages blindt (altså med bønner i) eller hæver bunden op, og der er ikke plads til at komme fyld i -og så forsvinder meningen ligesom…

Sæt i gang 🙂

Fridag…

Blød og sprød på én gang. Nybagt og en tur på brødristeren...

Blød og sprød på én gang.
Nybagt og en tur på brødristeren…

Som lovet opfølgning på hvederne fra i går… Og en enkelt til morgenmad i morges… Projekt ‘lad dejen hæve i 24 timer, så man kan nå det hele’ lykkedes! De smagte helt, som de skulle. Opskrift i indlægget fra i går.

Det var en lidt travl dag med svømning inden arbejde og træning efter arbejde, så hvederne var bestemt fortjent, og de blev nydt tilsvarende. En af fordelene ved gærdej er det med, at det meste kan gøres klart på forhånd og så kan hævetiden tilpasses lidt efter ens program. Det er sikkert ikke helt rigtigt, hvis man spørger nogen, der har forstand på det -men det fungerer for mig, og så er det altså fint for mig.

I dag står den på fødselsdagsfejring af to af mine niecer og en helt masse arbejde… Selvom kalenderen siger helligdag, så har jeg en del, der skal nås i løbet af weekenden -men med en kop kaffe (læs: en kande) kommer man langt. Og når man så har snacks, høj musik og sidder i nattøj, så føles det lidt som fri alligevel.

Hav en dejlig miniferie!

Hjemmearbejdsdag på en helligdag -forsødes helt klart af kaffe og snacks!

Hjemmearbejdsdag på en helligdag -forsødes helt klart af kaffe og snacks!