Bålmad

bålet er i gang og venter kun på kyllingen

bålet er i gang og venter kun på kyllingen

Mere bål

Mere bål

 

Jeg har haft den mest fantastiske miniferie på en ødegård i Sverige. Fire kvinder, tre børn og en hund -vi har leget, løbet, hygget og selvfølgelig lavet mad og bagt 🙂

Første udfordring i den svenske natur blev bålmad, og selvom jeg har en fortid som spejder, så måtte jeg alligevel spørge lidt til råds, da menuen skulle planlægges. Vi endte med kylling indbagt i saltdej, små kartoffelpakker og snobrød. Det var vildt hyggeligt, og også lidt (meget) spændende at se dejen blive mere og mere sort i bålet… Vi sikrede os en plan B ved at lave en kylling i ovnen, men bålresultatet blev fantastisk! De store børn var med til at lave bål og snobrød -og hjalp med til at få befriet kyllingen fra sin saltdej, inden den kom på bordet. Det kan klart anbefales til et hyggeligt projekt, hvis man har tiden og en bålplads. Den saltindbagte kylling i ovn blev også virkeligt god, og det kunne godt være et bud på gæstemiddag, for den kan stå og trække i saltdejen, indtil resten af menuen er klar.

Kylling indbagt i saltdej:

1 kg mel
1 kg fint salt
6 dl vand

1 kylling
1 citron
2-4 fed hvidløg

Det hele æltes godt sammen. Tilsæt lidt mere vand eller mel, til dejen får en god konsistens. Dejen deles i to stykker, der hver rulles ud. Kyllingen lægges på det ene stykke, og det andet stykke lægges henover, og dejen lukkes godt sammen med en gaffel –evt kan man bruge lidt æggehvide som klister.
Vi krydrede kyllingen med citron, hvidløg og timian, altid en god kombi. Husk, at saltdejen giver masser af smag, så kyllingen skal IKKE saltes.
Når kyllingen er pakket godt ind, er den klar til bålet. Der skal gerne være godt med gløder, så kyllingen kan få varme både oppefra og nedefra. Belært af vores erfaringer, er det nok en god idé at bruge en skovl eller lignende til at placere kyllingen det rigtige sted i bålet. Dels er det (meget) varmt at gøre med hænderne, og dels kan man altså ikke rigtigt flytte med den bagefter…
Vores fik ca. 1 time og 10 minutter, den kunne godt have fået lidt mere, men dejen var helt forkullet, så jeg blev bange for, at kyllingen også var helt brændt af. Det øverste skind var lidt branket, men ellers var resultatet vellykket –så bare giv den halvanden time. Hvis man laver det i ovnen, skal den have 180 grader i 1 time og 20 minutter, og så skal den hvile i ca en halv time, inden den “pakkes ud”. Vi lavede små pakker med kartofler i tern, gulerødder og løg pakket ind i sølvpapir med en lille smule smør i hver pakke. De fik ca 30 minutter, da kyllingen var taget ud.

Vi havde faktisk nok mad i én kylling, så den i ovnen blev omdannet til en kyllingesalat til frokost en af de andre dage.

Der kommer flere svenske opskrifter de næste par dage 🙂

kyllingen er (godt indpakket) kommet ind i varmen...

Kyllingen er (godt indpakket) kommet ind i varmen…

dejen blev rimeligt mørk... Men det virkede!

Dejen blev rimeligt mørk… Lidt svært at se, men det er altså kyllingen, der er lige midt i billedet!

 

Så skulle dyret bare ud...

Så skulle dyret bare ud…

Lidt sort på toppen, men den smagte dejligt (det var svigermor, der stod for parteringen... Bål har jeg styr på, men det er ikke så tit, jeg har parteret en kylling...)

Lidt sort på toppen, men den smagte dejligt (det var svigermor, der stod for parteringen… Bål har jeg styr på, men det er ikke så tit, jeg har parteret en kylling…)

bare for at illustrere, så blev dejen ikke nær så sort i ovnen... Så giver man sig i kast med det derhjemme, skal man ikke frygte kul og aske over det hele

Bare for at illustrere, så blev dejen ikke nær så sort i ovnen… Så giver man sig i kast med det derhjemme, skal man ikke frygte kul og aske over det hele

 

 

 

 

One thought on “Bålmad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *