Havregrynscookies

image

Min dejlige niece (altså en af dem, jeg har flere) er lige fyldt 2 år. Det blev fejret efter alle kunstens regler, og jeg havde lovet at medbringe småkager. Det blev havregryncookies, en portion med rosiner og en med chokolade. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte lave begge slags, for børnene var nok mest til chokolade -men dem med rosiner var næsten i højest kurs. God kompliment, da fødselsdagsbarnet kun ville spise cookies!

Grundopskriften er den samme, så den lavede til begge på én gang, og så delte jeg den op, inden jeg tilsatte fyldet.

 

3 æg
½ stang vanilje
225 gram blødt smør
220 gram brun farin
200 gram sukker
315 gram hvedemel
180 havregryn
1 tsk. salt
2 tsk. natron

75 gram rosiner (+ evt 1 tsk. kanel)

75 g mørk chokolade

Start med at piske æggene sammen med vaniljekornene.

Rør smør og de to slags sukker blødt, tilsæt æggemassen og rør havregryn, salt og natron i dejen. Her delte jeg dejen og kom rosinerne i den ene halvdel og chokolade i den anden halvdel. Fordel hvedemelet med halvdelen i hver portion dej, jeg kom kanel i den med rosinerne.

Form runde kugler af dejen af en lille spiseskefuld dej per kage. Sæt kuglerne ud på bageplader med god afstand imellem. Bag småkagerne i 12-15 minutter ved 175 grader varmluft. Tag småkagerne ud af ovnen, lad dem køle af og spis!

 

image