Træstammer

{træstammer i massevis}

{træstammer i massevis}

Hjemmelavede træstammer… For længe siden så jeg et indlæg hos Emily Salomon om hjemmelavede træstammer -og om at bruge eventuelle kagerester til samme projekt. Jeg hader at smide mad ud, men af og til (rimeligt tit) overvurderer jeg, hvor meget kage folk egentligt kan spise. Og for ikke selv at skulle udføre den hårde opgave at skulle spise det hele, så kommer de i fryseren. Så faktisk havde jeg pludseligt rigtigt mange kagerester liggende, og efter at have lovet min kæreste træstammer i utroligt lang tid, så skete det endeligt! Her kommer de, min opskrift er ændret lidt i forhold til den ovennævnte, men princippet er fuldstændigt det samme.

Resultatet er vanedannende godt, men processen lidt langvarig… Jeg gav mig i kast med det en aften og blev lidt overrasket over, hvor mange gange de skulle køle. Så det kan anbefales at gå i gang i lidt god tid.

Fyld:
500 g kagerester -jeg havde chokoldekage, banankage og lidt kringle (helt som hos bageren…)
50 g marcipan, revet
100 g mørk chokolade, smeltet
2 spsk ren kakaopulver
3 spsk solbærmarmelade
3 spsk god, mørk rom

Smørcreme:
75 g smør, stuetemperatur
125 g flormelis
2 spsk varmt vand
1 tsk ren vaniljepulver

Marcipanovertræk:
200 g marcipan
90 g flormelis
30 g glukosesirup

100 g chokolade til pynt, smeltet

Blend kageresterne med marmelade og smeltet chokolade. Det tog lidt lang tid, og jeg var lige ved at give op… Men det endte med en kagekrummer, der kunne samles med marcipan, kakao og rom til en sammenhængende masse. Stil den på køl.

Til smørcremen piskes alle ingredienserne sammen til en tyk, lys masse og stilles herefter på køl.

Riv marcipanen, ælt alle ingredienser sammen med hænderne. Del massen i fire og pak dem i film og læg dem på køl.

Del kagefyldet i fire. Rul hver del til en lang pølse (ca. 2-3 cm i diameter) og stil dem på køl. Tag et af marcipanstykkerne ud og rul det ud på et bord drysset med lidt flormelis. Rul marcipanen til et rektangel som svarer til længden af kagefyldet. Smør et tyndt lag smørcreme på marcipanen (måske af to omgange) og kom kagefyldet på. Luk forsigtigt marcipanen omkring. Gør det samme med de sidste tre.

Smel chokoladen, skær træstammerne ud i passende stykker, og dyp enderne i smeltet chokolade. Så skal de lige køle af en sidste gang, inden man (endelig) kan spise dem!

{måske en... måske man skal spise to...}

{måske en… måske man skal spise to…}

chaikage med mango

image

Hermed fødselsdagskage nr 2 -inspirationen til denne kommer fra Den Store Bagedyst, hvor der i et af de første afsnit blev lavet en roulade med chai-mousse. Det var en helt fantastisk ide, så jeg satte mig for at prøve det af. Jeg kan godt afsløre, at det tog et par forsøg, før jeg fik en mousse, der var helt rigtigt -men her kommer den. Kagen består af chokoladekage, mangosyl og chaimousse og med et drys af kanel og hvid chokolade på toppen. Måske lidt juleinspireret, men her i snevejret kan en krydret kage også give varme og smil!

Chaikage med mango:

Chokoladekage

100 g mørk chokolade

100 g smør

100 g sukker

2 æg, delt i blommer og hvider.

Hak chokoladen groft. Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk sukker og æggeblommer til en tyk æggesnaps. Rør chokoladesmørret i æggesnapsen med en ske. Pisk æggehviderne stive og vend dem i chokoladeblandingen. Spænd bagepapir ud over bunden på en 20 cm springform og smør den med lidt fedtstof. Hæld dejen i formen og bag bunden ved 175 grader i 25 minutter. Lad bunden køle helt af.

Mangosylt:

En halv mango

0,5 dl vand

1 lime

2 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand. Frugtkødet fra en halv mango skæres i tern (uden skræl) og koges mørt i 5-10 minutter med 0,5 dl vand og lidt limesaft. Lad det køle lidt af og blend det til en ensartet masse. Klem vandet fra husblas og smelt det (enten i det resterende vand eller i lidt limesaft, jeg gør altid det sidste). Hæld forsigtig den smeltede husblas i mangopuréen, det er vigtigt, at den ikke er blevet helt kold, for så skiller det. Laver du mangopuréen dagen før, kan den lige lunes. Når det er kølet lidt af, hældes det over chokoladebunden, og køler af, til det har sat sig (ca 1 time)

Chaimousse:

2, 5 dl fløde

2 blade husblas

50 g hvid chokolade

1 æg

1 spsk sukker

2 kanelstænger

10 kardemommekapsler

10 peberkorn

10 nelliker

1/2 vanillestang

lidt frisk ingefær

1 spsk sort te (jeg brugte earl grey)

Kog fløden med krydderier og te i nogle minutter. Den skal tage lidt farve fra teen. Si krydderierne fra og lad den køle helt af i køleskabet med film over. Tag 0,5 dl fløde fra, varm det op i en kasserolle. Smelt imens den hvide chokolade over vandbad, og udblød husblas i koldt vand. Tag fløden af varmen og smelt husblas deri. Kom fløden over i den smeltede hvide chokolade. Pisk æg og sukker, kom chokolade-flødeblandingen i. Pisk resten af fløden til skum og vend det i æggeblandingen.

Lad moussen sætte sig en smule, inden den kommer på bunden. Kagen skal hvile i hvert fald et par timer i køleskabet, gerne natten over. Jeg dryssede et fint lag kanel over og kom hvid chokoladespåner på (kartoffelskrællerne kan også bruges til kagepynt!)

Og så er der kage! Det er lidt omstændigt, men det er mest fordi, de forskellige lag skal sætte sig. Så hver især tager punkterne ikke lang tid, men kagen skal man gå i gang med dagen før, man skal bruge den!

image