Efterårsboller

lune efterårsboller

lune efterårsboller

Det er ved at være mørkt både om morgenen og om aftenen, jeg fryser om fingrene på cyklen, og det blæser rimeligt meget… Det er blevet efterår! Og selvom jeg elsker sol og varme, så kan jeg faktisk også ret godt lide efteråret. Særligt når luften er kølig og frisk, himlen er blå, og det blæser (lidt, ikke for meget).  Efterår giver mulighed for indendørshygge med te, stearinlys og nybagte boller. På en eller anden måde har man ligesom fortjent det, når det er koldt og blæsende udenfor!

Efterår (i hvert fald det tidlige) giver også æbler fra haven. Jeg fik en posefuld med af min svigermor for et par uger siden, og de skulle til at bruges nu. Det blev til efterårsboller med revne æble og hasselnødder. Æblerne smager ikke helt vildt igennem, så de kan sagtens bruges som alle andre boller, men de fungerer også rigtigt godt som en lidt sødere bolle med ost. Hvis man vil gøre bollerne mere til den søde side, så kom æblejuice i i stedet for kærnemælk og tilsæt en spiseskefuld honning. Her kommer opskriften, som jeg lavede den:

Æbleboller:
6-10 æbler (afhængig af størrelsen)
150 g havregryn
½ l vand
2½ dl kærnemælk
10 g gær
1 dl surdej
15 g salt
125 g hasselnødder.
150 g rugmel
500-600 g hvedemel

Kog havregryn og vand til grød (et par minutter), og lad den køle af. Fjerne kernehuset fra æblerne, og rivdem, de behøver ikke at blive skrællede. Hak hasselnødderne.
Kom havregrøden i en stor skål med kærnemælken, tilsæt gær og surdej og opløs det i grøden. Tilsæt salt, nødder og rugmel. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Alt efter hvor meget saft der er i æblerne, kan der skulle bruges mere (jeg kan afsløre, at jeg gik i gang med projektet uden at tjekke hvor meget mel, der var… Jeg brugte rub og stud, og det ville ikke have gjort noget med 100 g mere)
Lad dejen hæve køligt i 6-12 timer. Lad dejen ”få varmen” og form boller. Da min dej var rimeligt våd, brugte jeg to skeer til at forme bollerne direkte fra skålen og på en bageplade. Ikke noget med fine runde boller her… Bag dem i 15-20 minutter ved 190 grader.

Selvom dejen ikke var helt, som jeg havde forestillet mig, så blev bollerne nu rigtigt gode alligevel! Og jeg scorede billige point hos kæresten med nybagte boller til morgenmad i weekenden…

klar til weekendens morgenbod (der også bød på blødkogte æg og masser af kaffe)

klar til weekendens morgenbod (der også bød på blødkogte æg og masser af kaffe)

Æblekokoskage

Ren sensommer-idyl

Ren sensommer-idyl

Så er jeg på banen igen efter en yderst tiltrængt og helt fantastisk ferie! Jeg har været i USA, og det har været såååå godt. Vi har vandret, oplevet vild natur, spist (en masse) drukket øl, hygget og slappet af. Jeg vidste jo egentligt godt, at ALT er større i USA, men jeg blev alligevel imponeret over, at naturen også er større. Vi har været i mange nationalparker, Zion, Bryce, Grand Canyon og Yosemite, den ene mere imponerende end den anden. Jeg bilder mig på ingen måde ind, at jeg har set bare en brøkdel af, hvad der er at se. En af de store højdepunkter var helikopter-tur over Grand Canyon -det gav gåsehud og næsten en klump i halsen at flyve henover denne “revne” i jorden og se ned på Colorado River, virkeligt en stor oplevelse.

Inden jeg tog afsted på ferie, havde jeg selvfølgelig ferie-kage med på arbejdet. Lige den dag var der så ret meget at fejre, så andre havde fået samme gode idé, og vi endte med tre kager… Det gav højt humør 🙂 Jeg havde æbler fra kolonihaven -lidt tidligt høstede, så de var bedst i kage. Jeg endte ud med en æble-kokoskage, der faktisk fungerede rigtigt godt.

Æble-kokos kage

150 g smør

200 g sukker

3 æg

100 g mel

1 tsk bagepulver

150 kokosmel

200-300 g revne æbler

Rør blødt smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et efter et og rør grundigt imellem hvert æg. Bland mel og bagepulver, si det over dejen, og rør det i. Tilsæt kokosmel og revne æbler. Kom dejen i en springform, og drys 1 spsk sukker over den. Bages i 40-45 minutter ved 180 grader. Den skal være fint lysebrun, stik eventuelt med en strikkepind (eller lignede) der må ikke hænge dej ved.

Køl kagen af –og nyd!